Gribskovhallens Vedtægter
(revideret 22.03.2022)

 

§1

Gribskovhallen, som ejer Hal 1, er en selvejende institution beliggende i Græsted. Denne er stiftet d. 23. februar 1970 og taget i brug i september 1974. Ved opførelsen af Hal 2, med Gribskov Kommune som ejer, er det besluttet, at Gribskovhallen skal tage sig af den daglige drift. Hal 2 er taget i brug i januar 2004.

 

§2

Formål:

· Drift af Hal 1 som ejer til idrætsformål, samt til brug for ungdomsarbejde, udstillinger, kulturelle formål m.m.

· Drift af Hal 2 ifølge samarbejdsaftalen med Gribskov Kommune.

· Drift af kunstgræsbaner og græsbaner efter Gribskovhallens bestyrelses godkendelse.

 

§3

Institutionen ledes af et repræsentantskab, der af deres midte vælger en bestyrelse til, at forestå den daglige ledelse. Bestyrelsen tiltrædes af to repræsentanter udpeget af Gribskov Kommune.

 

§4

Repræsentantskabet sammensættes som følger:

A. Hver idrætsforening, som er tilsluttet GK’s idrætsunion, kan udpege et medlem for hver idrætsgren, der er tilsluttet unionen - dog højst fem medlemmer.

B. Andre foreninger, som ikke har opnået valg efter ovenstående punkt, kan efter bestyrelsens godkendelse udpege et medlem.

C. Enkeltpersoner efter repræsentantskabets bestemmelser.

D. De af Gribskov Kommune valgte repræsentanter.

E. En repræsentant udpeget fra Gribskolen i Græsted.

 

 

§5

Medlemmer efter §4 punkt A og B vælges af de respektive foreninger. Ændringer i repræsentationen skal meddeles skriftligt til formanden senest 3 uger før ordinært repræsentantskabsmøde.

Samtlige medlemmer efter §4 punkt C vælges hvert år efter indstilling fra bestyrelsen - bestyrelsesmedlemmer dog hvert andet år (jf. §10). Antallet af sådanne medlemmer må aldrig overstige antallet af medlemmer efter §4 punkt A og B.

Medlemmer efter §4 punkt A, B og E kan ved deres indstilling udpege en suppleant, som kan møde ved medlems forfald.

 

§6

Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i marts. Indkaldelse med dagsorden sker skriftligt til hvert repræsentantskabsmedlem med mindst 1 måneds varsel. Det reviderede regnskab og budget udsendes mindst 14 dage før.

 

§7

Dagsorden for det ordinære repræsentantskabsmøde skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent.

2) Konstatering af stemmeberettigede.

3) Bestyrelsens beretning.

4) Revisionsfirmaets fremlægning af regnskab for det afsluttede regnskabsår og budget for det kommende regnskabsår.

5) Valg af medlemmer i henhold til §4C (jf. §5).

6) Indkomne forslag. Disse skal desuden være formanden i hænde i skriftlig form senest 14 dage før.

7) Valg af formand i lige år.

8) Valg af 2-3 bestyrelsesmedlemmer for 2 år.

9) Valg af 1. og 2. suppleant for 1 år.

10) Valg af revisor.

11) Eventuelt.

 

 

§8

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes når formanden, fire bestyrelsesmedlemmer eller 1/3 af repræsentantskabets medlemmer finder anledning hertil. Indkaldelse hertil skal ske skriftligt til hvert medlem af repræsentantskabet med mindst 14 dages varsel og med skriftlig dagsorden. Afholdelse af ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal ske senest en måned efter begæring herom.

 

§9

Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Der udarbejdes et referat af møder efter §7 og §8, med godkendelse af dirigent og udsendes til alle repræsentantskabsmedlemmer.

 

§10

Repræsentantskabets formand er tillige formand for bestyrelsen og vælges på det ordinære repræsentantskabsmøde, for to år ad gangen, på lige årstal. Der vælges yderligere 4-6 bestyrelsesmedlemmer. De 2-3 vælges på lige årstal og de 2-3 andre på ulige årstal - alle for to år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.

Til bestyrelsen kan kun vælges højst 2 personer fra samme forening. Foruden de 5-7 som vælges på repræsentantskabsmødet indgår kommunens 2 valgte repræsentanter. Foruden bestyrelsens 7-9 medlemmer tiltrædes denne af formændene for de af repræsentantskabsmødet nedsatte udvalg, når sager der vedrører de pågældende udvalg, skal behandles.

 

§11

Bestyrelsen har ansvaret for den daglige ledelse af institutionen, herunder administrationen af løst inventar. Formanden skal i samarbejde med hallens ansatte driftsleder sørge for det daglige regnskab, udarbejde driftsregnskab og budget i samarbejde med hallens revisionsfirma. Der kan til hjælp i den daglige ledelse nedsættes underudvalg, hvis formand skal indkaldes til bestyrelsens møder, når sager der vedrører udvalgets arbejde, skal behandles.

Bestyrelsen ansætter og afskediger det til driften fornødne personale og forhandler disses lønforhold.

Den drager omsorg for, i samarbejde med Hallens ansatte driftsleder, at udlejning og benyttelse af Gribskovhallen sker med fornøden hensynstagen til Hallens faste brugere.

§12

Bestyrelsen holder møde, når formanden eller mindst 3 medlemmer anser det for nødvendigt. Dens beslutninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal, idet formandens stemme er afgørende ved stemmelighed. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Over det på møderne passerede og vedtagne udfærdiges referat, der tilsendes samtlige bestyrelsesmedlemmer.

 

§13

Institutionens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor. Denne er på valg hvert år på repræsentantskabsmødet.

 

§14

Vedtægtsændringer kan ske, når 2/3 af repræsentantskabets medlemmer er til stede og når 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Er der ikke mødt 2/3 af medlemmerne til mødet, hvor vedtægtsændringerne behandles, indvarsles der med 14 dages varsel til ekstraordinært møde, der er beslutningsdygtigt, uanset fremmødtes antal.

Vedtægtsændringer skal tillige godkendes af Gribskov Kommune.

 

§15

Institutionen tegnes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden og sekretæren. Køb og pantsætning af fast ejendom godkendes af repræsentantskabet ved almindeligt stemmeflertal af de fremmødte, samt af Gribskov Kommune.

 

§16

Vedrørende opløsning af institutionen og afhændelse af ejendommen, skal afstemningsreglerne i §14 tages i anvendelse. Institutionens midler anvendes til støtte for de tilsluttede foreninger.

 

Således vedtaget på institutionens stiftende generalforsamling d. 23. februar 1970. Revideret d. 17. juni 1970, 18. marts 1971, 15. marts 1972, 13. marts 1973, 23. april 1975, 8. november 1977, 27. marts 1979, 24. marts 1981, 13. juni 1983, 15. marts 1984, 25. marts 1985,

19. marts 1986, 25. november 2004, 22. marts 2007, 10. oktober 2013, 22. marts 2018 og 22. marts 2022

Kontorets åbningstider
Mandag 08:00-12:00
Tirsdag 08:00-12:00
Onsdag 08:00-12:00
Torsdag 08:00-12:00
Kontoret er lukket fredag-søndag
Telefon 48 39 21 72